ADHD


Det er en udfordring at leve med ADHD. Problemer med at holde opmærksomheden på opgaver, som ikke interesserer; vanskeligheder ved at styre impulsive ideer; tanker som drøner afsted eller en krop, som konstant er i bevægelse. Når man mærker vreden, glæden eller sorgen, så er den kraftig og umiddelbar og det kan være svært at regulere den til et passende udtryk.

Hos børn kan ADHD eller lignende vanskeligheder betyde, at de voksne omkring barnet bliver frustrerede. Barnets impulsive adfærd kan komme til at ligne egoisme og ubetænksomhed. Og dets uopmærksomhed kan komme til at ligne ligegyldighed og dagdrømmeri. Børn med ADHD er i højere risiko end mange andre børn, for at blive mødt af frustrerede voksne og få skæld ud, selvom de gør deres bedste. For ikke at misforstå og forværre en uhensigtsmæssig adfærd, er det vigtigt at lære at tage højde for de udfordringer, som ADHD fører med sig. Med den rigtige tilgang kan både familier og børnegrupper lære at trives med børn med ADHD i blandt sig.

Jeg har specialiseret mig i ADHD igennem flere år. Med min ansættelse i Center for ADHD har jeg arbejdet intensivt med både evidensbaserede tiltag og udvikling af nye tiltag i forhold til at varetage ADHD hos det enkelte menneske og i familien som helhed. Jeg har ligeledes undervist og superviseret pædagoger, lærere og psykologer indenfor området. Når jeg arbejder omkring ADHD, er mit fokus, at hjælpe med at finde frem til, hvordan alle involverede parter kan komme til at være den bedste udgave af sig selv. Nogle gange handler det om at få forståelse og hjælp til en mere struktureret og overskuelig hverdag. Andre gange handler det om, at få strategier til en bedre håndtering af de store følelser. Nogle gange går vejen omkring erkendelse og accept af, hvad en ADHD diagnose betyder for det enkelte menneske.