Supervision
Supervision skal lede til konkrete forandringsmuligheder og motivere til at udføre forandringerne. Det gør den efter min overbevisning bedst, hvis den er praksisnær og forholder sig til de eksisterende vilkår; samt inddrager supervisandens øvrige viden positivt. Jeg stræber efter at skabe refleksionsrum, hvor egen viden kommer i spil og hvor der øves nye forholdemåder. Jeg bruger ofte visuelle indlæg, som både understøtte fælles forståelse i supervisionen og samtidig kan overføres til videre brug i egen praksis. Herudover modulerer jeg gerne via øvelser og rollespil, den praksis, som jeg selv udøver i forhold til terapi, rådgivning, undervisning mv.
Foruden min specialistgrad i Klinisk Neuropsykologi for børn og unge er jeg efteruddannet i systemisk, psykodynamisk og mentaliseringsbaseret supervision. Jeg er desuden uddannet i De Utrolige År® og i TIC (se under baggrund for uddybning). I min portefølje er blandt andet et samarbejdsprojekt med PPR Aarhus om udviklingen af et mere praksisnært PPR, samt tre små undervisningsfilm, som viser udklip fra et supervisionsforløb jeg har haft i en børnehave.
Særligt for psykologer i autorisationsforløb og på vej til specialist
Hvis du søger en psykolog til længerevarende forløb i forbindelse med efteruddannelse er du meget velkommen til at kontakte mig i forhold til muligheder og samlet pris.