Compassion forløb
Compassion forløb
Vi ved i dag, at kroppens autonome indstilling har stor betydning for, hvordan vi tænker, føler og handler (Porges, S. 2009). Det sympatiske nervesystem (SNS) fungerer som kroppens speeder, som skruer op for hastighed og reaktiv adfærd, skaber hurtig handling, hurtige bevægelser og øger aktuel hukommelse for det, der opleves. Høj aktivitet i SNS er effektivt i hverdagens mange rutineopgaver og når vi er i fare. Men det er også forbundet til mental og fysisk stress, udbrændthed og nedsættelse af immunforsvaret, når aktiviteten står på over længere tid. Det parasympatiske nervesystem (PNS) skruer ned for hastighed og reaktiv adfærd. Det skaber mental ro, fysisk restitution, øger brugen af tidligere erfaringer og styrker evnen til kompleks problemløsning. Aktivitet i PNS er forbundet til et øget immunforsvar og bedre kontrol af sociale signaler (ansigtstræk, anspændthed). Når vi er i parasympatisk aktivitet øges vores sociale kompetencer, taknemmelighed og glæde.
Træning i compassion (TIC) beskæftiger sig med stabil aktivering af det parasympatiske nervesystem via åndedrætsøvelser, afspændingsøvelser, brug af mantraer, indre tone og visualiseringer. I den evidensbaserede grunduddannelse TIC fokuseres der på at lære at anvende teknikkerne som daglig praksis. Fokus er, at deltagerne får mulighed for at etablere et omsorgsfuldt mentalt ståsted, som kan give restitution og fornyede ressourcer i hverdagen. Herved styrkes muligheden for at opretholde medfølelse for sig selv og andre i en balance, hvor både overinvolvering (omsorgstræthed) og underinvolvering (forråelse) undgås.
Forløbet er udviklet af Dansk Center for Mindfulness, Aarhus Universitet. Der fokuseres på udførelse af øvelser, som præsenteres i et progressivt forløb, samt aktiv deltagelse i såvel øvelser, som refleksioner over dagens tema og det anbefales at etablere en daglig praksis med hjemmeøvelser under forløbet.
Målgruppe: Alle har glæde af at træne kontakten til sig selv og indsatsen er forebyggende og restituerende mod stress og udbrændthed. Forløbet kan derudover være en inspiration til eget arbejde for fagpersoner med kontakt til mennesker i stress og lidelse.
Forløbet lever op til Dansk Psykologforenings kriterier for personlig udviklingsarbejde og kan godkendes til specialistuddannelsen som 15 timers mindfulness baseret intervention på hold med deltagelse af 75% psykologer, læger samt anden relevant akademisk faggruppe, max 25% andre faggrupper (sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere mv..
Mine kvalifikationer:
2-årig efteruddannelse i Compassiontræning ved Dansk Center for Mindfulness (DCM), Aarhus Universitet (2023), med højt vurderede og godkendte kvalifikationer for at lave træningsforløb.
Certificeret ved Compassion Education Alliance, CEA, USA (2023).
CFT online grunduddannelse (2024).
Diplomuddannelse i CFT (2025-2026) ved Paul Gilbert, Compassionate Mind, UK.
Dagligt praktiserende gennem 5 år
Praktisk information
Ved interesse for et forløb er du meget velkommen til at skrive en mail til mig. Jeg har aktuelt flere psykologer på venteliste, som er interesserede i et TIC forløb i foråret 2027.
Pris 4500 kr + moms (momsfrit, hvis der er tale om et uddannelsesforløb i personlig udviklingsarbejde)
Jeg er autoriseret af Dansk psykolognævn og medlem af Dansk Psykologforening. Jeg er underlagt de fælles nordiske regler om etik og tavshedspligt.