ForældreRådgivning 


Barndommen og ungdomsårene er afgørende for, hvem vi bliver i voksenlivet. Det er derfor vigtigt, at vi handler på de udfordringer, som barndommen og ungdommen byder på. Ikke for at undgå de udfordringer og den modgang som kan give os vigtige erfaringer at høste af senere. Men for at undgå at udfordringer bliver til manglende tro på én selv, usunde sociale relationer eller fører til et familieliv præget af bekymring eller skældud. Nogle børn og unge har en let vej til voksenlivet. Men for rigtig mange vil der være perioder med mindre trivsel, mere voldsom adfærd eller større grad af bekymring.

I rådgivning samarbejder jeg med forældre om at få forståelse for deres barns adfærd. Både ud fra den hverdag, som barnet indgår i og ud fra de personlighedstræk, barnet har. Erfaringerne med barnet bringes i spil og ofte vil rådgivningen munde ud i en eller flere små konkrete tiltag, som man kan gå hjem og forandre hverdagen med. For at arbejde med relationen til sit barn, lære at forstå det og handle hensigtsmæssigt er det ofte nødvendigt at kigge på, hvordan man selv føler om og handler i forælderrollen. Jeg arbejder med at styrke identitetsforståelsen af sig selv som forælder og forståelse for sine egne indre reaktioner, som grundlag for at kunne skabe forandringer i hverdagen. 

Jeg er uddannet i De Utrolige År®, som er et evidensbaseret forældretræningsprogram tilegnet forældre til børn med udviklingsforstyrrelser og adfærdsvanskeligheder. Med det samt min terapeutiske erfaring i bagagen har jeg i mange år arbejdet med både børn og forældre i individuelle og gruppebaserede tilbud. 




Psykoedukation


Når ens barn får en diagnose kan man som forælder opleve både lettelse og sorg. Man får et navn, som beskriver det, man har bekymret sig om. Man passer ind et sted og man har et udgangspunkt for at arbejde målrettet mod større trivsel for hele familien. Sorgen kan melde sig, fordi man med diagnosen også går fra håbet om, at ens barn ikke bare er inde i en vanskelig periode, men har nogle træk, som både nu og i fremtiden kan komme til at spænde ben i livet. 

Det er naturligt, at man kommer til at tænke på det, man kunne have gjort smartere og anderledes undervejs. Eller at det i en periode kan være svært ved at dele sin nye virkelighed med andre. Når de første følelser har lagt sig, kan der opstå et behov for at finde et nyt ståsted i familielivet og forælderskabet. Og alt efter ens barns alder og væremåde kan det være, at han/hun deler behovet for at finde ud af, hvordan fremtiden skal forme sig.